Drømmen om noget andet.
August 2018
Ferien er forbi for vores vedkommende. Vi skal i gang igen!
I gang igen? Men hvad er det lige vi skal i gang med – arbejdet, hverdagen, livet?
Føles det som om livet er slut, her hvor ferien er slut?
Hvornår er det vi lever vores liv? Er det i ferierne eller i hverdagen?
Hvis vi ikke føler vi lever livet hele tiden, skal vi så ikke omprioritere, så vi kommer til at føle vi lever lige nu, i hvertfald det meste af tiden?
Tænk hvis vi, når vi når til enden af livet, kun kan sige, at vi levede noget af tiden – i ferierne – er det ikke spild af god levetid?
Alle de tanker kørte rundt i mit hoved den sommer i 2018.
Det gik op for os, at der var noget i vores liv, der ikke hang sammen. Jeg selv havde ofte en følelse af, ikke at kunne nå det hele.
Vi knoklede derud af med at holde hus og have. Arbejde, børn og hverdag gjorde, at vi sjældent nåede dertil, hvor vi kunne dække vores eget behov for ro til at udvikle os og være kreative, som er noget af det der er tilfredsstillende for både Christian og jeg.
For mit eget vedkommende manglede jeg tid til reflektion, udvikling, tanker, håndarbejde, samværd og det virkelige nærvær med Christian, børnene og resten af familien.
Så, hvor var det der skulle omprioriteres, så den tid blev skabt?
Jeg har altid befundet mig bedst under små forhold – i mindre huse, uden højt til loftet – og det gik op for mig, at jeg faktisk ikke en gang trivedes i et almindeligt størrelses hus med stor have, som hele tiden skulle holdes, selvom jeg faktisk elsker at have fingrene i jorden.
For modsat Christian, kan jeg ikke bare lade tingene ligge og slappe af, hvis der er rod omkring mig. Jeg har brug for rene linier og ro for øjnene, for at kunne være kreativ og finde ro til mig selv.
Jeg halsede efter at have nogenlunde rene linjer i hus og have, for at skabe roen, så min kreativitet kunne blomstre. Men tiden og kræfterne var brugt op, når jeg havde luget, gjort rent, vasket tøj, ryddet op, passet hund, fisk og høns.
Så da vi vi så sejlbådende ligge idyllisk for anker i bugten, under vores sommerferie på Lyø i 2018, begyndte vi at lege med tanken om at få en sejlbåd, og drømmene begyndte at flyde.
Men at have en sejlbåd oven i hus og have ville være fuldstændigt udelukket. Bare mere arbejde.
Vi kn faktisk ikke huske hvem der så sagde de magiske ord. “Hvad hvis vi boede på båden – året rundt?”
Vi så for os det begrænsede areal der skulle holdes, og forestillede os, at vi ville få tiden tilbage. Tid til bare at sidde og være nærværende og udvikle os selv, og finde ud af hvad VI har brug for.
En 40 fods sejlbåd som vi forestillede os var plads nok, dengang, er i hvertfald et begrænset antal kvadratmeter. Men kunne vi overhovedet klare at bo så småt?
Og kunne vi gøre det, når vi stort set ingen erfaring har med både. Christian har sejlet Joller, da han var ung. Altså små både og jeg har sejlet med færger og ALDRIG stået på en sejlbåd.
Og alternativet, hvor vi kunne flytte til mindre bolig eller lejlighed var slet ikke i hovedet på os. Jeg selv er for meget naturmenneske og ville føle mig lukket inde i en lejlighed, og et mindre hus er heller ikke lige på ønskelisten.
Nej en båd, på gyngende grund og at bo midt i naturen hele tiden, det føltes bare som det helt rigtige. Og muligheden for, og friheden til, at kaste fortøjningerne og sejle derhen hvor vi har lyst – sikken en befriende og spændende tanke.
Så hvis huset kunne blive solgt, så kunne drømmen også realiseres, og endda gældfrit og med færre udgifter om måneden. Og så skal vi selvfølgelig også lige have en bådplads.
Og det skulle ikke kun være en drøm, det skulle blive til virkelighed. Det var dog ikke lige nu vi ville realisere drømmen – sønnen skulle lige færdiggøre sin skole 3-4 år ude i fremtiden. Og så skulle livet på en båd afprøves med sejlture og ferieture på vandet, så vi kunne se, om det overhovedet ville være et liv for os.
Sådan væltede tankerne rundt i slutningen af ferien, 2018.
Fra Drøm til virkelighed.
22. august 2018
Der var så mange tanker at tænke, med sådan en livsændrende beslutning. Og pludselig gik det stærkere end vi havde tænkt. Vi kunne ikke vente på det liv ombord, som vi har sat os i hovedet. Det skulle være nu!
Så selvom det kun var 3 uger siden drømmen blev vækket, så kunne vi ikke vente med at skulle realisere tanken om et “Downsizerliv” på en båd. Det skulle være snarest muligt og ikke først om 3-4 år.
Så vi havde allerede haft mæglere på huset, siden vi fik ideen, bare for at se hvad vi eventuelt kunne ende med at få af kontanter i hånden. Og vi fik lagt et løst budget over båd-livet og kunne da se, at der umiddelbart blev et noget større rådighedsbeløb hver måned.
Vi ville gerne bo i Marselisborg Havn og vi havde fået set på 1 båd der! Og snart skulle vi se på flere både. Den lokale bådmægler, havde selv boet på båd i 15 år, og kunne fortælle en masse praktisk om varme og økonomi.
Christian var begyndt at tage Duelighedsbevis, så han havde teorien på plads, så manglede han “kun”, at kunne sejle vores egen båd. Jeg ville selvfølgelig også skulle lære det hele, men var på det her tidspunkt primus motor på slag af hus, så det måtte komme senere.
Mine tanker gik hver dag på, hvordan det vil være at bo der, på den “lille” båd med 1/10 del eller mindre, af de ting vi ejede nu.
Kunne jeg undvære mine “nips”, som bringer minder frem. Jeg ved godt det kan stå i et opmagasinerings-rum, mens vi lever drømmen om båd-livet ud. Men det er jo ikke det samme som at gå og se på dem hver dag.
Jeg havde ingen problemer med de større møbler, fra Ikea eller Ilva. De kunne bare ryge ud.
Men Wegner stolen, som jeg havde arvet efter min farmor, skulle gemmes, og det nye spisebord til 12 personer, som vi havde fået speciallavet til os. Det skulle også gemmes.
Vi tænkte at vi virkelig ville få øvelse i at sortere og finde ud af, hvad vi havde behov for at tage med ombord.
Bare køkkenudstyret skulle nok skæres ned med en 4/5 del.
Det var utroligt hvad vi havde fået samlet sammen af fade og skåle, bare fordi der er plads i skabene. Og vi bruger måske kun halvdelen af det. Kunne vi give slip på det?
Fremover vil der kun blive plads til få skåle og få fade. Ville det være nok til at lave det mad jeg gerne ville lave. Det føltes lidt skræmmende.
Men jeg glædede mig også til sorterings-processen – jeg tænkte det ville blive lidt sjovt og sikkert også lidt af en øjenåbner for vores materielle behov. Og der ville helt sikkert også være alt for meget der kom til opmagasinering, men det måtte vi rydde ud i senere.
Vi ville begynde med at rydde loftet. Efter bare 3,5 år i huset stod der adskillelige kasser, især med børnenes legetøj fra de var små. Skulle det sælges eller gives bort – og ville ungerne være klar til at give slip på barndommens bamser. Eller ville det bliver sværere for mig?
Men hvis ikke vi lige var klar, måtte vi leje et endnu større opmagasineringsrum.
Børnene skulle jo helst ikke lide for meget under vores skøre idé.
For bådlivet var bestemt ikke en idé, de syntes var fantastisk.
Min ældste der på det tidspunkt var 17, boede det meste af tiden inde i byen hos deres far, da hendes gymnasie lå der. Så hende tænkte vi nok skulle acceptere det. Det skulle vise sig senere, at vi nok havde undervurderet betydningen af at have plads, hus og terrasser.
Og min søn på dengang 12 år, som boede hos os, bortset fra hver anden weekend fordi han gik i skole i Brabrand, hvordan ville han tage forandringen?
Vi vidste jo ikke hvad det ville sige at flytte på en båd, og børnene gjorde da slet ikke! Og de var ikke ligefrem i den alder, hvor de bare syntes, at det deres forældre gjorde var det mest rigtige i verden.
For hvordan ville det blive for en begyndende teenager, at bo på en båd under så små forhold. Måske ville det være okay – bare der var Wifi og Playstation og en seng man kunne sove i. Måske ville han få smag for sejler- og udelivet, og få mere luft og motion end i huset. Måske ville han hade det, fordi det ville være så meget anderledes i forhold til det liv vennerne havde med hus og have.
Og egentlig ville vi jo gerne have ventet til han var færdig med 9 klasse, for at det ikke skulle gå for meget ud over hans sociale liv.
Men det var som om, at nu hvor drømmen var sluppet fri, var det umuligt at stoppe toget.
Det var kørt, og vi kunne ikke standse det. Et tog der skulle føre os til at flytte ombord på “vores båd” – en båd der lige her i skrivende stund, sejler rundt et eller andet sted i Danmark, Europa eller i verden, før den ville komme hjem til os. Det var en spændende tanke.
28. august 2018
Nu havde vi set flere både og var ved at finde ud af, hvor stor den faktisk skulle være. 40 fod, som vi i starten havde forestille os, var klart for lille til 3-4 mennesker, for vi skulle jo også have vores Golden Retriever med, Senna, vores elskede og vandglade hund.
Vi havde nu kigget på en Beneteau 473, det vil sige en 47 fods sejlbåd.
Ungerne var med og se på bådene og istemmede bagefter, at de “i hvertfald ikke skulle bo på en båd”. Så var det sagt!
Det er godt nok svært som forælder, at tage beslutninger om så store livsændrende forandringer, der indeholder så markante omvæltninger for børnene, uden at der ikke sniger sig pæn mængde dårlig samvittighed ind.
Især fordi børnene oveni havde en skilmisse med i bagagen.
Men vores ønske med den her forandring var også, at de ikke skulle se på en overstresset mor, der havde svært ved at være til stede, fordi vi hele tiden var bagud med rengøring og havearbejde.
Vores ønske var at vi, som voksne kunne vise, at man kan lave forandringer når noget ikke fungere. Og vi håber, at det er en erfaring de kan bruge senere i livet, som et eksempel på, at man skal tage sig selv og sin trivsel alvorligt.
Vi håber også, at båden med tiden kan blive et “helle”-sted, hvor de kan komme og trække sig tilbage og finde ro, og måske med tiden se meningen med vores ønske om at leve minimalistisk.
Det minimalistiske var desuden ved at blive en trend. For efter vi havde taget vores downsizer beslutning, var der flere historier i medierne, om det at bo på mindre plads.
Bjarne Engels havde designet små skovhytter til det simple liv. Og i Grenå var der ved at opstå et samfund af bitte små skure, hvor man boede med så lidt jordisk gods som muligt, og udelukkende forsynet af grøn energi.
Sidst i august havde vi nogenlunde styr på husets værdi, som var fastsat via tre mæglere. Så hvis vi kunne ende med et salg midt mellem de bud vi havde fået, ville vi ende ud med at kunne købe båden kontant, og udbetale af bil-lånet. Et gældfrit liv var i vente!
Vi var kommet på venteliste til en fast plads i Marselisborg Havn. Der var ca to års ventetid.
Så næste sommer, i 2019, ville vi sætte huset til salg. Det tænkte mæglerne var bedste tidspunkt. Og så skulle der seriøst kigges efter båd. Vores bud var, at vi ville sidde i vores egen båd i sensommeren 2020. Det skulle vise sig at blive meget anderledes!
Og om få dage skulle vi på en “erfaringstur” med Henning Suhr fra “Vand og Liv” i hans sejlbåd.
Vi glædede os rigtigt meget. Især glædede jeg mig til at se, om jeg syntes det er fedt at være ombord, eller om jeg ville være mega bange for at sejle, det ville faktisk ikke være det fedeste at opdage.
30. august 2018
Vi havde brug for at snakke om vores drøm med alle der gad høre på det. Havde brug for at prøve den af på omverdenen. På den måde fik vi også vores idé stadfæstet, så det ikke bare blev drømmen.
Ved at fortælle om vores planer, blev planerne mere virkelige, og det blev lettere at holde fast i dem.
Vi var godt nok også nået langt på den lille måned, siden drømmen opstod.
Der var nu lagt en plan for hussalget, og vi havde ikke i sinde at vende os væk fra den, med mindre der skete noget vi ikke havde kontrol over.
Vi vidste hvilke to mæglere vi ville gå videre med, og vi ville sætte huset til salg sommeren 2019.
Vi havde lavet liste over de ting der skulle sættes i stand i huset, så de værste K3’ere ville blive luget ud, så huset kunne stå salgsklart.
Der var lagt båd-budget, og vi var ved at være klar på vores krav til en båd i forhold til størrelsen, og hvad vi gerne vil have den skulle indeholde.
Christian bestod den teoretiske prøve af Duelighedsbeviset sidst i august, og manglede nu den praktiske prøve. Og så skulle vi som fortalt, på sejltur med Henning fra “Vand og Liv”.
Vejen til at drømmen blve til virkelighed, lå klar foran os.
Det var interesant at opleve hvordan familie og venner tog imod nyheden om vores livsændring,
“Spændende” og “fedt”, var ord der blev flittigt brugt de første uger, mens de stadig troede at det var en drøm, som måske ikke ville blive levet ud alligevel.
Men da drømmen blev mere konkret og de opdagede det ikke bare var en drøm, men noget vi faktisk havde tænkt os at gøre, ændrede reaktionerne sig. Så dukkede bekymringerne op.
Det gav mange sommerfugle i andres maver, og afstedkom bemærkninger som, “jamen, så har I jo ikke penge i fast ejendom mere” og “så kan I jo ikke flytte om på møblerne” eller “hvad med arvestykkerne”.
Og for andre virkede det uoverskueligt, at vi skulle til at rydde op i, og give afkald på, vores jordiske gods.
Det var interessant at lytte til, hvilke bekymringer eller frygt andre havde, når de hørte om vores plan. Men det var jo ikke vores bekymringer og frygt de snakkede om, men deres egen.
Der er mange grunde til, ikke at lave forandringer i sit liv. Det kan være usikkerheden over at gøre noget, man slet ikke ved hvordan bliver.
Eller det kan være frygten for hvad andre tænker.
Eller frygten for at komme væk fra trygge rammer.
Eller frygten for det økonomiske, som fylder meget hos mange. Inklusiv os.
Vi er, som mennesker tilsyneladende meget bundet til vores materielle ting, og tanken om ikke at have sikkerhed i ejendom og penge er åbentbart ikke rar.
Og vores store huse skal helst have brugskunst og designermøbler der fylder alle hjørner ud, for det må jo helst ikke se tomt og ubeboet eller forsømt ud.
Vi kan måske stille os selv spørgsmålene:
“Hvad er det vi skal med al den plads der er i et stort hus?”
“Hvilken værdi er det for os, at have plads og have mange ting?”
“Hvad er det vi prøver at fylde ud med alle de ting vi har?”
“Er det nødvendigt med fem pander, eller syv ildfaste fade, som vi feks. havde”?
“Er de der bare fordi der er plads i skabet, at vi har dem”?
“Er det nødvendigt at samle hele sættet af Le Cruset eller Royal Copenhagen, bare fordi det findes”?
Vi klar til at forsøge at gøre op, og få taget livtag med de bånd vi havde til det materielle, og for at finde ud af hvad det betød for os.
Vi var klar over det ikke blev let, men var sikker på det ville blive en spændende proces. Og vi havde virkelig mange ting vi skulle forholde os til. Ting vi havde, bare fordi vi havde plads.
For os føltes opgøret nødvendigt, for hvad var alternativet, hvis vi ikke fulgte vores lyst til at bo på vandet?
Hvis vi ikke turde tage den rejse vi var i gang med, ville vi ende med at sidde med hus og have, som vi allerede ikke kunne overskue, og som vi ville kunne overskue endnu mindre, når vi blev ældre.
18. september 2018
Jeg elskede heldigvis at være på vandet i Hennings båd, og vi var nu ved at spore os ind på hvilken størrelse vi skulle ha´. Vi havde inden for de sidste dage set Benneteau 411 og 473.
411 lækker kun 4-5 år gammel, fed bagende med lækker badeplatform – men for lille.
473 så vi i går – perfekt, lækkert cockpit, stor “captains cabin” – dog lidt små agter-kahytter. Og så alt for lidt skabsplads. Vi manglede at se 50éren, men bådmægleren sagde, at der ikke var specielt mere skabsplads der.
Mæglerens egen båd havde til gengæld virkelig meget skabs plads. Men den var for dyr og cockpittet havde ikke telt, og var ikke så godt indrettet som 473´eren.
Sønnike var med, men han havde endnu ikke overgivet sig til idéen og livet ombord.
Men vi havde snakket indretning af hans kahyt og vi talte om at Christian og jeg kunne ligge i en af agter-kahytterne, så han kunne få mere plads i Kaptajnskahytten.
Jeg fik stadig dårlig samvittighed over, at skulle bryde ungernes omgivelser op igen. Men jeg havde besluttet mig for, at jeg fremover ville stoppe med at være offer for den tanke.
Og vi håbede stadig, det en dag kunne inspirere de unge mennesker til at turde stå ved sig selv, og lave de forandringer der skal til, for at få sit liv til at fungere bedst muligt.
Og måske kunne vi med tiden også få snakke om betydningen af de materiellet tings værdi, og snakken om betydningen af at have plads nok, og om hvad “plads nok” er.
Tanker som vi gik med var, om det at have meget plads er symbol på, at man “er noget”?
Er et stort hus lig med rigdom?
Er den fine hus-facade, indkørslen uden ukrudt, de pæne planter og krukker, den nyslåede græsplæne og den klippede hæk, symbolet på overskud?
Er det rene hus, designermøblerne og det nyeste trends indenfor nips, et forsøg på at vise omverdenen, at vi har styr på vores liv. Selvom det ikke altid passer!
Og dulmer vi vores angst for hvad andre tænker om os, når vi knokler på at “holde facaden”?
Hvis vores rammer ligner en falliterklæring, er vi det så også selv?
Hvad hvis al den plads, alle de trendy nips og den ny-klippede hæk, som måske symbolisere overskud og styr på livet, faktisk gør det modsatte for os – dræner os og giver underskud, fordi vi hele tiden skal bruge kræfter på at opretholde facaden? Er det virkelig det værd?
Personligt følte vi, at al den plads vi skulle holde, stjal vores tid. Tid til os selv og til samværd med hinanden.
Og vi tænker at der er rigtigt mange, der har det på samme måde som vi havde.
Og selv om jeg prøvede at bilde mig ind, at jeg var ligeglad med andres tanker om mig. Så var der jo en årsag til, at det betød noget at hækken skulle klippes og forhaven skulle se pæn ud.
Men hvis jeg havde behov for at have “facaden pudset”, hvilken forskel ville det så være at flytte på en båd?
Både kan jo også forfalde og blive grimme og grønne.
Og hvis jeg kender mig selv, bliver båden helt sikkert også passet så den skinner. Så “facade-aben” skulle jo nok flytte med.
Indretningen på en båd kan man ikke gøre så meget ved. Møblerne står jo naglet fast, og kan ikke flyttes, og man kan heller ikke vælge farver og design, med mindre man betler en bondegård for at få lavet nyt.
Så ansvaret for hvordan vores fremtidige hjem så ud indeni, blev faktisk frataget mig en lille smule, og det føltes befriende.
Men indtil videre måtte aben godt blive boende i huset lidt endnu. For det skulle jo holdes pænt frem til salg, så der var en klokkeklar årsag til, at blive ved med det facadearbejde som jeg er så god til.
Og vi havde nu besluttet at sætte til salg allerede i maj.
Processen kørte for fuld gas.
Hvad du ønsker skal du få.
Forår-sommer 2019
En dag i marts hvor vejret var fantastisk, kunne vi bare mærke det skulle ske nu. Huset skulle sælges, og det kunne ikke vente til maj, som vi ellers havde planlagt. Følelsen af at det var det rigtige tidspunkt, kunne bare mærkes helt ned i maven. Og senere har vi da reflekteret over, hvordan alting bare passede med tidspunktet og hvordan salg af hus, køb af båd og bådplads ville have været meget vanskeligere at realisere, hvis vi havde ventet bare en måned mere. Og hvis vi havde ventet nogle år med at realisere drømmen, var verden i den grad blevet anderledes, og både sejlbåde og bådpladser var blevet meget dyrere.
Så i marts blev mægleren sat i gang, og i begyndelsen af april blev huset sat til salg.
Vi havde regnet med måske 4 måneder eller mere med at få huset solgt, da haven lå op af togbanen til Ålborg, med 8 tog i timen.
Men det var som om der var sat en bølge i gang, som ikke kunne stoppe.
Og midt i april, kun 15 dage efter huset var sat til salg, blev det solgt, og det endda med to købere i spil, hvilket betød, at vi solgte huset til over vores udbudspris. Vi var ovenud lykkelige og taknemmelige, og skulle være ude af huset d. 15. juli samme sommer.
Og bølgen blev til en Tsunami og medførte, at alle vores planer faldt på plads i samme uge som salget af huset.
Onsdag i samme uge som huset blev solgt, fik vi en plads i Marselisborg Havn og skrev under. Godt nok ikke en fastliggerplads i første omgang,.
Lørdag var vi på Egå Marina for at give håndslag på køb af vores nye hjem – “båden”.
Vi havde fået et tip om en Bavaria Vision 50”, som var inden for vores økonomiske rækkevidde. Og da vi så den indvendig faldt vi pladask for den, og følte os hjemme.
Det var den vildeste uge, fyldt med følelser af taknemmelighed, forundring, glæde, og angst for at miste det hele igen frø alle salgs- og købs- og lejekontrakter var på plads.
Det var som om al den energi vi lagde i vores projekt, bare tiltrak alt det vi ønskede os.
Vi var ramt af “Loven om tiltrækning”, teorien om, at “det du ønsker skal du få”, hvis du “bare” ønsker det af hjertet og mener det. Og vi tror tiltrækningen var så kraftig, fordi vi fulgte en drøm, der for os bare føltes så rigtig.
Men vi følte også frygten for, at det pludselig ikke blev til noget. For det trak ud med, at få papirerne på plads i hussalget.
Og jeg stødte på min egen private angst for, “at det nok var for godt til at være sandt”, og at jeg ikke havde fortjent sådan en lykke.
Men efter en meget lang påske, hvor vi neglebidende ventede på, at hussalget endelig faldt på plads, kunne vi følge håndslaget på båden helt til dørs. Vi betalte vores båd – og det endda uden at skulle tager lån, fordi vi fik penge nok med fra huset, som var steget pænt de 4 år vi havde boet der.
Og d. 13. maj 2019 sejlede vi vores nye hjem fra Egå til Marselisborg.
Vi fik hjælp til sejladsen af dem, der havde formidlet salget af båden, da ingen af os endnu kunne sejle vores egen båd!
Vi havde købt en 15 meter lang sejlbåd fra 2007. En rummelig, højloftet klassisk udseende båd. Hvid med blå striber, meget græsk-agtig, som havde masser af skabsplads og seperat bad.
Det der græske tema, var ikke lige mig. Så omdøbes skulle hun nok på et tidspunkt, da hun havde et græsk navn, og nye farver på striberne på fribordet og hynderne i cockpittet var også i mine tanker. Og hov, der var jeg jo allerede i gang med, at flytte “Facade-aben” med.
Heldigvis havde vi to måneder til at vænne os til vandet og livet ombord, før vi skulle overlade huset til de nye ejere. For alt var nyt, når man skal borde et skib. Læringskurven var ikke en kurve, men en lodret væg. Bare det at komme ombord var nyt – hvordan undgår man at træde ved siden af og falde vandet. Og hvor kan man holde fast og være sikker på, at det man holder fast i ikke går løs så man falder i?
Hvordan bruger man toiletterne, hvilken knap skal der trykkes på for at få vand ind og ud igen, hvordan tømmer man dem og hvorfor lugter de?
Hvorfor kommer der brumme-lyde, når man tænder for vandhanen?
Hvad er det der knirker, skvulper, piber, hyler, bipper, blinker og bumper. Shit, der var meget nyt.
Det var, som at ankomme til en ny planet, hvor alt ser anderledes ud, og intet fungerer som man er vandt til.
Det var meget spændende og pænt skræmmende, for lige pludselig var vi meget afhængige af, hvad vi selv kunne finde ud af på den her nye planet.
Vi kunne ikke bare lige ringe til Århus Vandværk, hvis vandet ikke kom ud af hanen.
Vi tænkte der nok var en del venner og familie, der rystede en smule på hovedet bag vores ryg, og måske tænkte de at vi nok kun holdt en enkelt vinter.
Men det var også ok, måske kunne vi kun holde en enkelt vinter, men så havde vi prøvet.
Måske kommer vi aldrig på land igen?
De to måneder gav os ro til at flytte langsomt ind og holde weekender ombord, mens vi fik ryddet huset.
Og det ville være en løgn, hvis vi sagde at det var let at give slip på de ting vi havde samlet sammen gennem årene. Det var en hård proces, at sortere.
Men med lidt systematik kom vi i gang og fik det kategoriseret.
Kat. 1 – med ombord
Kat. 2 – Gemme på eksternt lager.
Kat. 3 – Sælge, give væk og smide ud.
Måden vi fik sorteret på, om det skulle gemmes eller gives væk, var “Marie Kundo” metoden.
Tag tingen op og hold den ind til dig. Mærk om tingen giver dig en gnist i maven eller ikke. Hvis den ikke gør skal du give den væk/sælge den, også selvom den har været dyr, eller du har arvet den.
Det er en virkelig effektiv måde at sortere på, for du undgår alt hvad din fornuftshjerne fortæller dig, om hvorfor du skal beholde genstanden.
F.eks., “Den er for dyr til at give slip på”, eller “jeg taber mig nok de 5 kg på et tidspunkt” eller “måske får jeg brug for den engang, (selvom du faktisk ikke har brugt den i 5 år)”.
Det hårdeste for mig var, at sortere mine børns legetøj, tegninger og så videre.
Det var som at pakke deres barndom væk og smide den ud, og der var stor sorg involveret. Og der er også helt sikker blevet gemt mere end nødvendigt. Men at give slip på ting, skal også have lov til at have den tid det tager for at kunne slippe dem.
Og hvis nogle ting tager længere tid at give slip på, så må man leje et lidt større opmargasineringsrum.
Men da oprydningen først var gennemført, var det en befrielse. En befrielse ikke at have alle de ting, at skulle forholde sig til.
Og midt i juli fik de lykkelige nye husejere nøglerne, og de kunne gå i gang med deres drøm, om at bo i hus med have.
Og vi var lykkelige over at slippe det.
Det var en befriende følelse, at flytte ind på mindre plads. Der var kort “arbejdsgang” til alt hvad man lavede om bord, når man ikke skulle gå en lang tur for at komme i køkkenet eller på toilettet. Vi var tætte på hinanden og vi var sammen.
Og alligevel var båden stor nok til, at vi kunne trække os væk fra hinanden, og være hver for sig i vores kahytter eller i cockpittet.
For stor var den? Vi var endt på en båd med sejl, på 15 x 4,5 meter på omkring 17 ton.
Og at sejle den skude var en sag for sig. Ude på vandet med motoren tændt og ikke for mange både omkring os, var det én snak. Men i havnen, med bare en lille smule blæst, var det en anden snak.
Vi fik meget hurtigt lavet en aftale med en af vores båd-naboer, om et havnekursus. Han var vandt til at sejle store sejlbåde alene, og vi fik et 4 timers kursus i havnen, og lærte hvordan vi skulle håndtere vores båd, så vi kunne “parkere” den alene, når der ikke var for meget vind.
Der er også forskel på, at lande en båd på 8 meter ved kajen, og en båd der er 15 meter, for du kan ikke se forstævnen på den på 15 meter nede fra roret. Så man bakker simpelthen ind til kajen, så har du styr på hvornår du rammer den. Smart.
Men helt ærligt – hvis jeg havde vidst hvor svært det var at sejle så stor en båd, når man ingenting kan i forvejen, så havde jeg nok ikke turde springe ud i vores projekt.
Så jeg forstår godt de mistroiske blikke, vi kunne få undervejs på vores drømmerejse. Men vi blev også blevet heppet på, af mange af de erfarne bådfolk, som syntes det var fedt vi bare hoppede ud i det, og som hele tiden sagde, at vi selvfølgelig kunne gøre det her, og at vi bare skulle klø på.
Fra Land til vand.
Oktober 2019.
Og nu er vi her….. i vores 50 fod store sejlbåd og havde downsizet alt vores jordiske gods til et opmagasinerings-rum på 8,5 kvm.
Der gik under et år fra drøm til virkelighed, og vores hurtige proces og historie vækker måben og forundring rundt omkring. Også hos os selv.
Efter at vi var flyttet på båden i juli måned, påvirkede “loven om tiltrækning” os stadig. Vi lå jo kun i havnen på en lejet sommerplads, og havde ℅ adresse hos min mor i starten. Men allerede 1. august blev der en “Fastliggerplads” ledig. En fastliggerplads er en plads man kan få adresse på, hvis man ikke ejer anden bolig.
Det var helt vildt, for vi kunne ha´ risikeret, at skulle bo i lejet lejlighed vinteren over, hvis der ikke blev en fastliggerplads ledig. Alt hvad vi havde ønsket os havde vi fået, og det på kun 1 år fra første tanke om et liv på vandet!! Det var fuldstædigt vanvittigt vildt.
Så hvad så? Blev der plads til Aben i båden? Ja i den grad. Og den blev meget mere tydelig, men var også “flyttet”.
Det er stadig muligt for mig, at stresse over facaden der skal holdes, og at stresse over vedligeholdet som er en uendelig cirkel på en båd. Dog er der noget mindre arbejde end i et hus. Og mange ting kan godt lige vente til i morgen, eller en anden dag. Vedligeholdelses opgaverne er ikke altid akutte, og gror ikke ligeså hurtigt som græs og ukrudt. Og det tager ikke ret lang tid at gøre rent ombord, og fordi lyset kommer ovenfra og ikke fra siden, kan man ikke se støvet i en båd.
Men en dag uden at et toilet, en pumpe eller noget andet der går i stykker, er en god dag. Og når det sker, er det også mere en overlevelses mekanisme der går i gang hos os. Og vi mærker vi lever, når vi skal reparerer noget som er meget essentielt for at vores hjem virker.
Men “facade-arbejdet” er ikke så tilstedeværende mere. Det er lidt som at være på ferie og i sommerhus hele tiden, hvor det ikke gør noget at tingene flyder lidt.
Men hvad dukkede der så op i stedet, når der ikke skal bruges så meget tid på at gøre facaderne pæne? Det gør noget mere tydeligt, noget nøgent, en uro samtidig med en ro.
Det står tydeligere frem, hvem vi er enkeltvis og hvem vi er sammen når vi ikke kan gemme os bag en masse opgaver i hus og have.
Christian trivedes ubetinget godt i de nye omgivelser. Men jeg selv var blevet endnu mere træt end før. Som om jeg kollapser efter alt for mange år med for meget pres på, og nu endelig kan give slip. Så fedt nok! Nu sad vi der i vores 50 fods drøm om et friere liv, og så var jeg bare mere træt end før.
Følelser og tanker bliver tydeligere på mindre plads. Vi kommer tættere på os selv og vi kommer tættere på hinanden i familien og i vores parforhold. Og det er både konfronterende, skræmmende og spændende pludselig at have mere plads til at mærke sig selv og hinanden, fordi der er mindre plads og bedre tid.
Men det var præcis den tydelighed og nærhed vi ønskede os. At vi endelig havde tid til at lægge mærke til os selv og hinanden, men den føltes nok mere skræmmende end vi havde regnet med. Men træthed og udfordringer ved vi, er en del af en udviklende proces i et liv, og vi er sikre på at det nok skal blive lettere og at andet vil komme til.
Og Aben – hvor var den så nu?
Nu hvor jeg ikke længere kunne give “facadearbejdet” skylden for at jeg manglede tid til nærvær med familien, og tid til mig selv, havde aben ikke nogen bolig i travlheden mere.
Så den flyttede ind i min krop i stedet? Og der sad den og råbte højt:
“SÅ FAT DET DOG KVINDE, DU SKAL GIVE SLIP PÅ ALLE DE TANKER OG SLAPPE AF”!
Og måske begyndte jeg at lytte der i efteråret 2019. For ved siden af trætheden mærkede jeg også, at jeg følte mig friere. Og jeg mærkede, at jeg ofte havde en lille boble af glæde og taknemmelighed i maven fordi jeg bare elskede at være på vandet.
Og selvom det var hårdt at blive konfronteret med konflikter og indre dæmoner, som før var skjult bag alt det arbejde med at holde facaden, var det faktisk en kæmpe lettelse at have tid til at begynde at tage os selv alvorligt, og arbejdet på et nærere liv sammen.
Ringen sluttes.
17. juli 2020
Lige nu er det fedt. Solen skinner, havet er blåt, autopiloten er sat og vi sejler for motor lige ind i en meget svag vind. Så der er ingen sejler-arbejde, kun ro, holde kurs og udkig. Og det sørger Christian for.
Vi er på vores første sejlende sommerferie til det sydfynske. Kl. var 8.50, og vi har sejlet snart 1,5 time, siden ankeret blev hevet op fra Lyø bugtens bund. Og jeg slapper endelig af.
Men for bare 4 dage side var følelsen en helt en anden. Desperation over at være fanget på en båd. En angst der sad som et fedt gråt lag under min hud. En puls de var oppe på hele turen fra Juelsminde til ankerpladsen i Gamborg bugten. Jeg var bange for alt, for jeg kunne slet ikke overskue alt det nye.
Drømmene om den romantiske ferie på båden, med solnedgange på dækket, let vind i sejlende og Champagne-sejllads var fuldstændig splintret på vej til Juulsminde, som ellers startede i solskin og let vind, men hurtigt vendte til sejl der skulle op, ned, trimmes, vendes, hales ud og ind pga den lumske danske sommer. Og tilbage var kold, våd vind forfra, der piskede nervesystemet op.
Fra Juulsminde mod det sydfynske blev Lillebæltsbroerne, passeret med påtaget begejstring i et forsøg på at se det fede i at se dem nedefra. Både og kæmpe containerskibe skulle passeres på den rigtige måde og lave grunde skulle oversejles uden at støde på grund. Jeg havde ondt i maven hele tiden.
Det endelige kollaps kom, da vi havde smidt anker i Gamborgbugten. Jeg kunne ikke mere. Alt ramlede. Lysten til sejlbåd og ferier ombord var fuldstændig forsvundet ind i den grå blæsende danske sommer.
Jeg kunne ikke finde ro i min krop. For jeg skulle jo hele tiden være på og sejle båden. Hvornår kunne jeg slappe af? Det føltes som noget der aldrig ville blive muligt på ferien! Ikke før vi ville være hjemme i Marselisborg. Og der var meget langt hjem.
Og da det gik op for mig at jeg jo var “hjemme”, og at jeg ikke bare kunne forlade båden og tage hjem, kollapsede det hele i en følelse af desperat fastlåsthed. Jeg kunne jo ikke bare forlade Christian, børnene og båden og tage hjem til mor. Men jeg var stålfast på at vi dagen efter skulle vende om og sejle mod Middelfart og hjem igen, efter natten i Gamborg bugten, hvor vi skulle ligge for anker.
Natten var lang og fuld af frygten for grundstødning, frygten for at støde ind i de andre både, frygten at synke og en masse andre irrationelle tanker. For der kunne ikke ske noget, der var blikstille. Men alligevel jeg fik ingen søvn, på trods af at Christian holdt anker-vagt.
Næste morgen regnede det. Alt var gråt og overvældende. Men Christian sagde, at han rigtigt gerne ville til Assens som planlagt. Da han sagde det og tog styringen var det som om en tyngde blev taget af mine skuldrer. Og tågen i mit hoved lettede lidt sammen med ankeret, da vi sejlede videre mod Assens.
Regnen var fekstisk slet ikke så slem for der var ingen vind, så det var stille sejllads hele vejen til Assens, hvor vi fik lagt til ved den gamle historiske mole, midt i byen. Og vi havde et par hyggelige dage med god mad og museer i Assens. Så hvor forsvandt frygten hen? Det fede lag af angst smeltede væk under sejladsen til Assens, trods manglende søvn, som jo kunne have gjort følelsen hundrede gange værre? Frygt og angst er jo for det meste totalt irrationelle. Og for mit vedkommende er de følelser meget nærværende når jeg ikke har kontrollen, og den havde jeg i hvertfald ikke på den tur, fordi alt var så nyt.
Så vi kom sgu hele vejen ned til Lyø fra Assens, på trods af, at jeg var “på vej hjem”, lang tid før Gamborg Bugten! Og det er jeg virkelig stolt af.
Vi er blevet klogere på at vejret er en stor humør-faktor, især for mig. Når der er blæst og regn i sigte føles det uoverskueligt. Når solen skinner og der er stabil vind, kan vi det hele. Og vejret styrer din ferie fuldstændig når du sejler. Det kan slet ikke sammenlignes med at være i sommerhus.
Du kan ikke styre vejrudsigten, og planlægge din tur flere uger i forvejen. Du kan enten beslutte dig for hvor du vil hen, og så risikere at vente dage på at kunne komme afsted fordi vejret er for dårligt, til ens sejlerevner og lyster. Eller du kan beslutte dig for, at sejle derhen hvor vinden føre dig, med uvisheden om hvilken havn du lander i. Og alt det handler om at slippe kontrollen, med frygt og irrationelle og rationelle angstanker som følge, og det er livet ombord et perfekt sted at træne.
Og selvom jeg havde følelsen af, at det aldrig nogensinde ville blive muligt at se en solnedgang over Lyø, og få en stille nat med fuld søvn for anker, så skete det alligevel, takket være Christians ro og vilje til at sejle videre. Og vi fik oplevelsen af rigtig sejler-ferie. Og vi fandt ud af at det magiske ved sejlerlivet og livet på vandet er, at der kun skal 1 fantastisk oplevelse på vandet eller 1 dag med sol i cockpittet til at slette ugerne med dårligt vejr.
Én erfaring tager vi med os fra vores første ferie om bord er, at i morgen er en ny dag og at den er som regel helt anderledes, både vejr- og humørmæssigt.
En anden ting vi tager med os er, at selvom det kan være skræmmende ikke at kunne tage “hjem” når en ferie bliver for meget, fordi vi bor ombord. Så er det helt magisk, at uanset hvilken kaj vi er fortøjret ved eller i hvilken bugt vores anker ligger, så lægger vi hovedet på vores egen pude i vores egen seng. Vi har alle vores ting med os. Vi har ikke glemt noget og vi skulle ikke pakke noget.
Vores eventyrlyst overvandt frygten og bragte os hele vejen til Lyø, hvor vores drøm om båd-livet startede.
Og ringen sluttet, ankret op i Lyø-bugten, med solnedgang på dækket. Tænk at vi for præcis 2 år siden stod og lod drømmen begynde at spire, mens vi kiggede på samme bugt hvor vi nu lå for anker. Og at drømmen nu var virkelighed. Det var vildt!
Nu kunne vi begynde at drømme mere realistiske drømme om sejlerlivet. Drømme, der nu kunne skabes på baggrund af de erfaringer vi havde fået på vores tur. Vi vidste nu mere om hvilket vejr, og hvilke situationer vi ville udsætte os selv for, når vi sejler. Og drømmene har mulighed for langsomt at blive større, når sejler-erfaringen vokser og når følelsen af at være på overarbejde under sejladsen, bliver mindre.
Og mens jeg skrev dette, sejlede vi hjemad fra Lyø. Og trods frygten for sejlerlivet for få dage siden, har jeg i en hel time ikke kigget fremad for at se, som vi sejlede ind i noget. Christian har også to øjne og jeg kunne endelig slappe af.
